Hvornår må man blive hjemme?

Jeg husker tydeligt den indre kamp om, hvorvidt jeg var syg nok til at ringe til chefen og sige, at jeg ikke kom på arbejde. Måske fordi mine forældre opdragede mig til, at man skal være virkelig syg, før man bliver hjemme.

Jeg husker derfor også tydeligt den dag én af mine kollegaer ringede og bad mig sige til chefen, at hun troede hun var ved at blive syg, og derfor blev hjemme for at tage en potentiel influenza i opløbet. Der blev talt en del om hende på kontoret den dag.

I dag forstå jeg om nogen, at hun havde fat i den lange ende. Hvis hun var taget på arbejde, ville hendes immunforsvar ikke få ro til at bekæmpe de bakterier, der var på vej til at invadere hendes krop. Det kunne i sidste ende have resulteret i flere sygedag, og hun risikerede desuden at smitte resten af kontorets ansatte.

Indenfor Ayurvedaen, der er en del af den yogiske livsstilspraksis, er der fokus på forebyggelse frem for helbredelse. Og hvert enkelt menneske har et ansvar for at opretholde en form for balance gennem kost, urter, oliemassage, yogastillinger, meditation og generel livsstil. Balance forstås i dette tilfælde ikke som et statisk ideal, men nærmere som en kontinuerlig praksis, hvor man søger at undgå ubalance.

Jeg ved ikke om min daværende kollega vidste noget om ayurveda, men jeg tænker tit på hende, når jeg skruer på de “knapper”, der udgør min egenomsorgspraksis, og som hjælper mig med at undgå ubalancer i mit system.

Kunsten må være at nyde virkeligheden

Det er ingen hemmelighed, at jeg har det ganske fint med, at jeg ikke altid passer ned i det etablerede samfunds standardkasser. Og jeg har vænnet mig til, at det tager lidt længere tid, når min forsikringsrådgiver skal finde ud af, hvad pokker han gør med en kunde, der både er selvstændig art director, yogalærer, foredragsholder og studerende.

Som så mange andre er jeg vokset op i en kultur, hvor der af og til har været en tendens til, at opdele fænomener i atomer og se på enkeltdelene, i forsøget på at forstå verden. Og det er i mange tilfælde en fin metode, der kan vise sig yderst brugbar i nogle situationer. Jeg er dog også af den opfattelse, at denne opdeling kun er en del af en større fortælling. Og at vi skylder os selv at inkludere de tråde, der forbinder alle de her atomer og enkeltdele, samt de kontekster fænomenerne indgår i, for at kunne indfange en helhed. For mig handler det med andre ord ikke om enten eller, men om både og.

Derfor har jeg efter mange års refleksioner også erkendt, at det ganske enkelt ikke er realistisk at definere mig selv som enten grafisk designer eller yogalærer eller studerende eller hvilken som helst anden begrænsende titel, der hverken kan eller skal kunne formidle den store historie om et komplekst og levende menneske, der er drevet af nysgerrighed og et dybtfølt ønske om at mærke livets inderlighed i hverdagen såvel som i de ekstraordinære øjeblikke.

Samtidig accepterer jeg det vilkår, at vi som mennesker stereotypiserer for at kunne komme igennem både hverdagens og livets kompleksitet. Derfor accepterer jeg naturligvis også mine titler og de forudindtagelser der følger med, når jeg fortæller, at jeg er grafisk designer, yogalærer, foredragsholder, studerende, kæreste, datter, storesøster, 38 år, kvinde og bosiddende i en lejelejlighed i Aarhus.

Jeg hverken kan eller vil kontrollere om min forsikringsrådgivers, mine veninders, mine forældres eller dit billede af mig stemmer overens med det billede, som jeg har af mig selv. Faktisk er jeg ret overbevist om, at der vil være afvigelser, fordi summen af dine erfaringer og summen af mine erfaringer unægteligt vil være forskellige. Og eftersom vi mennesker i høj grad bygger vores stereotyper ud fra summen af vores erfaringer, hjælper vi måske os selv og hinanden, når vi opgiver ideen om den såkaldte virkelighed og i stedet bruger vores energi på at nyde den virkelighed, som vi hver især har adgang til.