Hverdagsbalance Janni Daugaard Hverdagsbalance Janni Daugaard

Sommerbalance og tre tips til sommervenlig hverdagspraksis

Forskellige årstider har ofte forskellige kvaliteter, som ofte kan beskrives ved hjælp af én af de tre ayurvediske typer eller kategorier. Men! Da alle menneskers grundblanding er unik, vil nogle årstider blive oplevet som balancerende af nogle mennesker og udfordrende af andre.

 
sommerbalance
 

(reklame: blogindlægget indeholder et affiliatelink)

Du vil formentlig være enig med mig i, at der er forskel på sommer, efterår, vinter og forår. Men hvad gør de forskellige årstider ved os mennesker, ved vores velbefindende og ved vores hverdagsbalance?

Tager man afsæt i ayurveda, findes der en række forholdsvis konkrete svar på ovenstående. Fra det ayurvediske perspektiv har forskellige årstider nemlig forskellige kvaliteter og udfordringer. Disse beskrives blandt andet ved hjælp af de tre grundtyper: vata, pitta og kapha.

Du kan forstå det på den måde, at der i hver enkelt årstid primært bliver skruet op for én af de tre typer. Da alle mennesker samtidig har en unik grundblanding af de tre grundtyper, vil nogle derfor opleve den aktuelle årstid som balancerende, men andre vil opleve den som udfordrende.

 
For mange medfører sommeren en oplevelse af trivsel, fordi man føler sig varm, gylden, passioneret og tilfreds. Men det er altså ikke tilfældet for alle!
 

Fra det ayurvediske perspektiv er sommeren traditionelt set forbundet med den iltre, varme og målrettede pitta type. For mange medfører sommeren en oplevelse af trivsel, fordi man føler sig varm, gylden, passioneret og tilfreds. Men det er altså ikke tilfældet for alle! For ligesom der er kvaliteter ved sommeren, kan der også være potentielle udfordringer.

For nogle mennesker er der ganske enkelt for meget varme i deres kropslige system - fysisk og/eller mentalt. Fysisk kan det eksempelvis komme til udtryk gennem varmeudslæt, lind afføring og eventuelt en brændende fornemmelse ved endetarmen, når man har været på toilettet. Mentalt kan det eksempelvis komme til udtryk ved en uhensigtsmæssig høj konkurrencementalitet, øget selvkritik og kritik overfor andre, overdrevent ambitionsniveau, øget (selv)kontrol og perfektionisme, øget aggressivitet, øget frustration samt manglende tolerance og tålmodighed.

 
Fra det ayurvediske perspektiv balancerer man med det modsatte af en ubalance. Hvis man om sommeren er disponeret for ovennævnte udfordringer, kan man derfor forsøge at forebygge en ubalance eller tage den i opløbet.
 

Hvis du ikke ved, hvordan du kan tackle/balancere disse potentielle udfordringer, kan de udfordre din hverdagsbalance i en sådan grad, at du bevæger sig ud i grænselandet eller helt ud i ubalancernes domæne. (Læs om mit perspektiv på hverdagsbalance her.)

Fra det ayurvediske perspektiv balancerer man med det modsatte af en ubalance. Det betyder blandt andet, at hvis du om sommeren er disponeret for ovennævnte udfordringer, kan du forsøge at forebygge en ubalance eller tage den i opløbet. Det kan du eksempelvis gøre ved at prioritere langsomhed, stabilitet, kølighed, medfølelse og mådehold i din hverdag. Det gælder både i forhold til din bevægelsespraksis, eventuelle meditationsteknikker, kost samt din generelle livsstil. For at hjælpe dig i gang, giver jeg herunder tre konkrete eksempler på sommervenlig hverdagspraksis.

 
Hvis sommerens varme udfordrer dig mentalt, kan et tip være at træne din “pyt-knap”.
 

BEVÆGELSE
Hvis det er muligt for dig, kan du med fordel vælge at træne i de kølige morgentimer. Og skru gerne ned for intensiteten på særligt varme dage, så dit system ikke bliver overophedet. Holder du af at lave yoga, har jeg en 20 minutters pitta-balancerende yogaklasse på Yogavivo, som jeg kalder “Køl lige lidt ned”. (Reklame: Hvis du ikke er medlem af Yogavivo, kan du få 30 dages gratis prøveperiode ved at klikke her.)

KOST
Fra det ayurvediske perspektiv siges nogle fødevarer at være kølende i deres natur. Som eksempler nævnes ofte mynte, fennikel, agurk, koriander, limesaft, aloe vera, avocado og kokosnød - hvorimod krydderier som chili og cayennepeber er varmende i deres natur. Mit simpleste råd til dig er: sørg for at drikke nok vand! Og hvis du synes, at det bliver lidt kedeligt i længden, kan du gøre det mere spændende med en skive agurk, en skive lime og/eller lidt frisk mynte. Der findes også en del forskellige udgaver af aloe vera drik og kokosvand, som du kan supplere med i sommervarmen.

LIVSSTIL
Hvis sommerens varme udfordrer dig mentalt, kan et tip være at træne din “pyt-knap”. Skru også gerne lidt ned for ambitionerne og målrettetheden for en stund. Lav færre planer end du er vant til. Indregn en god tidsbuffer, hvis du skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Og vær ekstra omsorgsfuld og kærlig overfor dig selv!

 
I løbet af de kommende måneder kan du observere, hvilke elementer ved sommeren der støtter dig i at opretholde din hverdagsbalance, og hvilke der udfordrer din hverdagsbalance.
 

Fra mit perspektiv er det simpel egenomsorg at vælge livsstilselementer, der støtter ens position i balancernes domæne - altså elementer, der støtter ens hverdagsbalance. Med udgangspunkt i ovenstående, kan de konkrete praksisser, der udgør ens egenomsorg, derfor godt variere fra årstid til årstid.

Hvis du har lyst, kan du i løbet af de kommende måneder observere, hvilke elementer ved sommeren der støtter dig i at opretholde din hverdagsbalance, og hvilke der udfordrer din hverdagsbalance. På den måde kan du bruge sommerpausen på, at lære dig selv bedre at kende. Og oplever du nogle af sommerens potentielle udfordringer, kan du desuden undersøge, hvordan langsomhed, stabilitet, kølighed, medfølelse og mådehold helt konkret kan komme til udtryk i din hverdag.


Ønsker du mere inspiration, udkommer min online arbejdsbog “sommerbalance” i løbet af juli. Den indeholder en række korte afsnit med relevant baggrundsviden, refleksionsøvelser, praktiske tips og tricks samt en masse inspiration til sommervenlig egenomsorg i form af bevægelse, meditation, kost og generel livsstil.

Du kan læse mere om arbejdsbogen her.

Læs mere
Hverdagsbalance Janni Daugaard Hverdagsbalance Janni Daugaard

Mit perspektiv på hverdagsbalance

Selv i perioder hvor hverdagen umiddelbart føles statisk, vil jeg vove at påstå, at den ikke er det. For livet består af forandringer. Derfor må forudsætningen for opretholdelse af hverdagsbalancen være, at man (trods forandringerne) formår at sikre ligevægt mellem alle de elementer, som hverdagen består af.

 
hverdagsbalance.jpg
 

Slår man ordet balance op i den danske ordbog, kan man blandt andet læse, at ordet stammer fra fransk og betyder “ligevægt”. Ordet forklares desuden med, at balance er en tilstand af ligevægt mellem modsatrettede fysiske eller psykiske kræfter eller en overensstemmelse mellem udgifter og indtægter i et regnskab.

Men hvad så med hverdagsbalance. Betyder det, at der er en tilstand af ligevægt og overensstemmelse i ens hverdag. Og i så fald, ligevægt og overensstemmelse mellem hvad?

 
Selv i perioder hvor hverdagen umiddelbart føles statisk, vil jeg vove at påstå, at den ikke er det.
 

Gennem årene har jeg reflekteret en del over, hvad balance og hverdagsbalance er for nogle størrelser. Med tiden er jeg nået frem til at beskrive begge dele som en kontinuerlig bevægelse. For tilstanden af ligevægt er i min optik ikke statisk. Hvis du eksempelvis prøver at stå på ét ben i nogle minutter, vil du i én eller anden grad bevæge dig for at holde balancen eller ligevægten.

Og selv i perioder hvor hverdagen umiddelbart føles statisk, vil jeg vove at påstå, at den ikke er det. For vejret og årstiderne vil variere, nyhederne er ikke helt de samme, og i dag er du én dag ældre og klogere, end du var i går. Livet består altså af forandringer. Derfor må forudsætningen for opretholdelse af hverdagsbalancen være, at man (trods forandringerne) formår at sikre ligevægt mellem alle de elementer, som hverdagen består af. Eksempler på hverdagselementer kan være familierelationer, sociale relationer, arbejdssituation, økonomi, fritidsaktiviteter, husholdning og sundhed.

 
Det betyder, at man gennem forskellige former for egenomsorg, kan nå at ændre retning, og dermed undgå at havne i ubalancernes domæne.
 

Hvis du synes det virker lidt abstrakt, kan jeg sagtens forstå dig. Og for at gøre det mere håndgribeligt, har jeg på baggrund af mine egne erfaringer samt perspektiver fra ayurveda, yoga og coaching udviklet en model med tre domæner; balancernes domæne, grænselandet og ubalancernes domæne.

 
hverdagsbalance_model.jpg
 

I midten findes det råderum, som jeg kalder balancernes domæne. Udenom balancernes domæne findes grænselandet, og udenfor grænselandet er ubalancernes domæne. I balancernes domæne har man fysisk, mentalt og åndeligt overskud. I min optik er målet i dette domæne dog ikke perfektion! Derfor kan balance eller ligevægt fint svinge lidt til begge sider. I ubalancernes domæne er der til gengæld underskud fysisk, mentalt og/eller åndeligt.

Grænselandet fungerer som en slags ventil mellem balancernes og ubalancernes domæne. Her har man mulighed for at genkende, respektere og handle på en række notifikationer, der varsler, at ens position i balancernes domæne er udfordret. I mit eget tilfælde er det ofte en fornemmelse af, at mit nervesystem vibrerer, at min søvn bliver ustabil, at min fordøjelse ikke fungerer optimalt eller, at jeg bliver overdrevet selvkritisk.

Min erfaring er, at når man lærer sine typiske notifikationer at kende, kan man langt henad vejen nå at ændre retning, så man undgår at havne i ubalancernes domæne. Der er nemlig ikke så rart at være, da man ofte møder en væsentlig voldsommere udgave af de notifikationer, som man møder i grænselandet. Det, der hjælper mig med at ændre retning, er forskellige former for egenomsorg. Min tilgang til forebyggelse frem for behandling er i høj grad inspireret af ayurvedaen - et holistisk sundhedssystem, der stammer fra Indien.

 
Både hverdagsbalance og egenomsorg anser jeg derfor som værende individuelle. Og med den individualitet følger også et personligt lederskab.
 

Som jeg allerede har nævnt, kan forskellige former for egenomsorg hjælpe én med at ændre kurs og komme tilbage til balancernes domæne, når man befinder sig i grænselandet. I denne sammenhæng afhænger den konkrete egenomsorgs-praksis af, hvad der har skubbet én ud i grænselandet. For det er ofte en modsatrettet handling/praksis, der hjælper én tilbage i balancernes domæne igen. Hvis min søvn eksempelvis bliver ustabil, fordi jeg har for meget om ørerne, kan jeg balancere med flere pauser og kortere to-do lister, for at opretholde ligevægten og vende tilbage til balancernes domæne. Også her er jeg inspireret af perspektiver fra ayurvedaen.

Både hverdagsbalance og egenomsorg anser jeg derfor som værende individuelle. Og med den individualitet følger også et personligt lederskab. Hvis vi holder os til eksemplet med ustabil søvn, er det nemlig ikke sikkert, at det der gør min søvn ustabil, er det samme, som gør din søvn ustabil. Derfor kan det være, at du og jeg skal stabilisere vores søvn med to forskellige former for egenomsorg.

 
Jeg arbejder på en gratis e-bog med refleksionsøvelser, der kan hjælpe dig med at tage personligt lederskab over din hverdagsbalance.
 

Med fare for at skuffe dig tilbyder jeg altså ikke en færdig opskrift på hvilke former for egenomsorg, der kan hjælpe dig med at opretholde din hverdagsbalance. Men jeg arbejder på en gratis e-bog med refleksionsøvelser, der kan hjælpe dig med:

  • at få overblik over de forskellige elementer, som din hverdag består af.

  • at få overblik over, hvad der henholdsvis støtter og udfordrer din hverdagsbalance.

  • at påbegynde din personlige liste med eksempler på egenomsorg, der med tiden gør det nemmere for dig at opretholde din hverdagsbalance.

Jeg forventer at e-bogen bliver færdig i løbet af sommeren. Hvis du skriver dig op til mit nyhedsbrev, får du direkte besked, når den er klar.

Læs mere