Hverdagsbalance i en omvæltningsperiode

Én ting er at opretholde hverdagsbalancen, når hverdagen kører derudad. Noget andet er at opretholde hverdagsbalancen, når hverdagen på den ene eller den anden måde går i opløsning eller forandrer sig så markant, at det fører til en decideret omvæltningsperiode. Samtidig er hele livet - i min optik - én lang omvæltningsperiode. I mit eget tilfælde, er det dog de perioder, der har været med til at modne mig som menneske.

Jeg kloger mig helst ikke for meget om mine egne omvæltningsperioder, mens jeg er midt i dem. For ligesom det beskrives i det gamle ordsprog “man kan ikke se skoven for bare træer”, kan det være lidt svært at hitte hoved og hale i tingene, når man befinder sig i sådan en periode.

Lige nu er både du, jeg og mange andre mennesker i én eller anden form for omvæltningsperiode. Der var hverdagen før lockdown, hverdagen under lockdown, og nu også hverdagen i forbindelse med en gradvis genåbning af samfundet. På trods af mit princip om at gå stille med dørene, mens jeg selv er i en omvæltningsperiode, vil jeg - på grund af utallige opfordringer - alligevel forsøge at sige noget om min generelle tilgang til hverdagsbalance og omvæltningsperioder.

“Sammen med jobbet mistede jeg også mit økonomiske fundament samt en stor del af det sociale netværk, der var fulgt med. Det er ét af de vendepunkter i mit liv, hvor jeg taler om et “før” og et “efter”.”

Jeg begyndte særligt at interessere mig for aspekter af fænomenet “omvæltningsperioder, personlige forandringsprocesser og hverdagsbalance” i 2015, da jeg mistede mit daværende job. For sammen med det mistede jeg nemlig også mit økonomiske fundament samt en stor del af det sociale netværk, der var fulgt med jobbet. Det er ét af de vendepunkter i mit liv, hvor jeg taler om et “før” og et “efter”.

Med afsæt i refleksioner over nogle af mine personlige hverdagsforandrende vendepunkter, et længere mentorforløb inspireret af Bill Plotkins udviklingspsykologiske teorier samt elementer fra mit studie på religionsvidenskab, har jeg opstillet et fire-delt mønster i forbindelse med personlige forandringsprocesser:

• FASE 1 - DEN “NORMALE” HVERDAG: perioden før én eller anden form for omvæltning får én til at stoppe op og overveje det næste skridt på livets vej.

• FASE 2 - “OMVÆLTNINGSPERIODEN”: ofte en kortere periode, der opstår på baggrund af omvæltningen. Eksempler på hverdagsomvæltninger kan være sygdom, flytning, forandringer i ens relationer, økonomiske forandringer, samfundsmæssige eller kulturelle forandringer samt nye indsigter fra et kursus, en uddannelse eller lignende. Altså stort som småt, der har potentiale til at rykke ved det enkelte menneskes overbevisninger, perspektiver og/eller værdier. Jeg sammenligner ofte selve omvæltningsperioden med en slags rituelt rum - en boble, hvor tiden synes at stå stille - der initierer selve forandringen. Ofte kan man ikke se forandringen eller forandringspotentialet, mens man er i denne boble (man kan ikke se skoven for bare træer).

• FASE 3 - DEN “NYE” HVERDAG: tiden umiddelbart efter omvæltningsperioden. Det kan være en særdeles forvirrende periode, fordi omvæltningen har initieret forandringen eller forandringspotentialet, men selve forandringen har ikke rodfæstet sig endnu.

• FASE 4 - EN NY “NORMAL” HVERDAG: man lander i den nye hverdag, og tingene falder til ro, indtil den næste omvæltning får én til at stoppe op og overveje det næste skridt på livets vej.

“Dog vil jeg vove mig til at sige, at hvis man altid takker nej til en tur gennem faserne, går man glip af det personlige udviklingspotentiale, som følger med. ”

Som nævnt er livet - i min optik - én lang omvæltningsperiode. Derfor har jeg også en filosofi om, at man med fordel kan tage et aktivt valgt om, om man vil lade en omvæltningsperiode kickstarte en forandringsproces, eller om det er mere hensigtsmæssigt at vente til næste gang, man får chancen. Og min egen erfaring viser, at chancen nok skal byde sig igen.

Fra mit perspektiv er man altså hverken et bedre eller dårligere menneske, hvis man vælger at takke nej til de fire faser, som jeg har opstillet ovenfor. Dog vil jeg vove mig til at sige, at hvis man altid takker nej til en tur gennem faserne, går man glip af det personlige udviklingspotentiale, som følger med.

Og nu bliver det måske lidt flippet. For inspireret af Bill Plotkins udviklingspsykologiske teorier sammenligner jeg turen gennem faserne med et ikke-religiøst overgangsritual fra én livsfase til en anden. Det er med andre ord ikke et religiøst overhoved, der inviterer til ritualet. I stedet er det livet selv, der ved at vende hverdagen på hovedet, inviterer til en form for overgangsritual, der har potentiale til at modne os som mennesker.

“Har du oplevet de seneste måneder som en omvæltningsperiode eller et potentielt hverdagsforandrende vendepunkt?”

Det var lidt af en mundfuld! Men omvæltningsperioder og personlige forandringsprocesser er af natur også i den tungere afdeling. Det er i hvert fald min personlige erfaring. Så nu hvor der er en sandsynlighed for, at jeg har blæst dig lidt om kuld med mine perspektiver, kan jeg lige så godt efterlade dig med et par refleksionsspørgsmål:

• Har du oplevet de seneste måneder som en omvæltningsperiode eller et potentielt hverdagsforandrende vendepunkt?

Hvis ja…

• Hvilke værdier har du fået øje på under omvæltningsperioden?

• Står du i en situatuion, hvor du har personligt overskud til en lidt forvirrende og ustabil periode, hvor du undersøger, hvordan de værdier, kan implementeres i en ny forandret hverdagsstruktur eller er det mest hensigtsmæssigt for dig at vende tilbage til hverdagen præcis som den var pre-lockdown og benytte dig af muligheden for forandring en anden gang?

Jeg vil anbefale dig at pakke burde, kunne, skulle sammen. For når du tager et bevidst og velovervejet valg, tager du i min optik det rigtige valg, uanset om det er det ene, det andet eller noget helt tredje.

Egenomsorg er en del af et økosystem

Da jeg satte mig på meditationspuden med min røde moleskin notesbog og min pen af mærket uni-ball micro, var det som om, at både ord og tanker var ved at falde over hinanden. Så lukkede jeg øjnene og forestillede mig, at dette utæmmede indre samlede sig, og blev til en række svar på hvad hverdagspassion er.

“Min bevidsthed begyndte at bladre gennem kartoteket af helt almindelige hverdagshændelser, som havde vakt eller opretholdt min passion.”

Jeg fandt en tom side i notesbogen, og på midten af papiret tegnede jeg en ring om ordet HVERDAGSPASSION. Så ventede jeg. Min bevidsthed begyndte at bladre gennem kartoteket af helt almindelige hverdagshændelser, som havde vakt eller opretholdt min passion. Og snart var jeg i gang med at tegne små satellitter og skrive ord som meningsfuldhed, at have god tid, fordybelse, stabilitet, eventyr, bevægelse, natur, ny inspiration og gode relationer.

I princippet kunne jeg have valgt at dykke ned i hvert af disse ord på samme måde. Jeg kunne have bygget nye satellitter og afsøgt hvad gode relationer var, og hvad det ville sige at have god tid. Men der var endnu et ord, der havde fanget min opmærksomhed, og som nu insisterede på at blive en satellit under hverdagspassion. Ordet var egenomsorg.

“Da jeg så på de to tegningerne, hæftede jeg mig ved, at meget af det, som jeg forbandt med egenomsorg, netop gav mig hverdagspassion.”

Jeg fandt endnu tom side i notesbogen, og på midten af papiret tegnede jeg en ring om ordet EGENOMSORG. Så ventede jeg igen. Der opstod en række eksempler på, hvad egenomsorg er for mig. Fordybelse, stabilitet, at have god tid, bevægelse, natur, oliemassage og nydelse var nogle af de satellitter, som tonede frem.

Da jeg så på de to tegningerne, der mødte mine øjne, hæftede jeg mig ved, at meget af det, som jeg forbandt med egenomsorg, netop gav mig hverdagspassion. Alligevel kunne der ikke sættes lighedstegn ved de to, for det var som om, at hvor egenomsorgen var indadvendt, og handlede om hvordan jeg opretholdt min hverdagsbalance, var hverdagspassion noget mere.

“Det var nærmest som et lille økosystem.”

Hverdagspassionen pegede både ind og ud. Det var nærmest som et lille økosystem, hvor de elementer der handlede om at opfylde egne behov, gav energi til at indgå i relationer og gøre en forskel i verden omkring mig. Og de elementer, der handlede om at bidrage til verden omkring mig, samtidig også pegede tilbage og gav mig en oplevelse af meningsfuldhed i hverdagen. Jeg konkluderede derfor, at hverdagspassionen kunne findes i trådene mellem selvansvarlighed og medansvarlighed.

Da jeg lagde min røde moleskin notesbog og min pen af mærket uni-ball micro fra mig, var det som om, at både ord og tanker var faldet til ro.