Selvansvar og økonomisk hverdagsbalance
Interessant nok var det en helt almindelig hverdag, da jeg opdagede, at hverdagsbalance ikke kun handler om oliemassager, yoga, meditation, dhal, vata-te og åndedrætsøvelser. Det gik nemlig op for mig, at selvom jeg tog meget ansvar for nogle få områder af min hverdag, kunne der stadig opstå ubalancer i min krop og mit sind. Og det var sådan, jeg opdagere, at økonomi ikke nødvendigvis behøver at være forbundet med afmagt og offermentalitet.
På det tidspunk havde jeg brugt en del energi på at ignorere den knap på mit hverdagsbalance-panel, der var knyttet til min økonomi. Og jeg var nået til det stadie af ubalancen, hvor man ikke rigtig kan ignorere alarmklokkerne længere. Det er nærmest som om, at hverdagsbalance kommer med en indbygget ventil eller sikring, der tvinger én til at tage ansvar på et eller andet tidspunkt. Spørgsmålet er så bare, hvor længe der går for den enkelte før sikringen springer eller ventilen aktiveres.
“På en måde havde jeg nok fået sat yogaen op på en piedestal, hvor den slet ikke hørte hjemme.”
I al sin enkelhed kan hverdagsbalance jo sammenlignes med et panel, hvorpå der er en masse skrueknapper. Og under hver knap er der et lille label, der beskriver hvad knappen kan justere. Det kan eksempelvis være søvn, sociale relationer, fritidsinteresser, arbejde, bevægelse, kost, medieforbrug, meditation, personlig pleje, egenomsorg og ja, så er der altså denne her knap, hvorunder der står økonomi.
Når man skruer på én knap, kan det have en indvirkning på én eller flere af de andre knapper. Og samtidig kan alle knapperne også blive påvirket af udefrakommende parametre, såsom vejret, andre menneskers handlinger og det samfund eller den kultur man indgår i. De udefrakommende påvirkninger har man som regel ikke så meget kontrol over. Men man har mulighed for at tage ansvar for, hvordan man justerer knapperne på sit eget panel. På den måde kan man imødekomme de forskellige interne og eksterne påvirkninger. Og i sidste ende er formålet med at skrue på knapperne, at man holder sig indenfor det område, der nu engang udgør ens personlige hverdagsbalance. Eller formuleret på en anden måde, at man undgår en ubalance, der gør én fysisk eller mentalt syg.
“I dag virker det helt tosset, at jeg skulle have bedt om at få udsat min stresssygemelding et par uger, fordi jeg havde for travlt til at være syg.”
Kimen til at forstå vigtigheden af hverdagsbalance, blev for mit vedkommende lagt, da jeg for mange år siden sad hos min læge i Horsens. Hun fortalte mig, at jeg havde stress, og at hun gerne ville sygemelde mig i fjorten dage. Dengang var min første reaktion at spørge, om jeg måske lige kunne vente et par uger med at sygemelde mig, for jeg havde ret travlt på mit arbejde. Og derfor ville det være super besværligt og ubelejligt, hvis jeg skulle have stress og sygemeldes med det samme.
På det tidspunkt havde jeg været spiseforstyrret i et års tid. Jeg havde fået noget gruppeterapi, og mit forhold til mad var nogenlunde normaliseret, selvom jeg stadig kunne finde på at stikke et par fingre i halsen i ny og næ eller træne i ualmindeligt mange timer før og efter arbejde. Jeg havde slet ikke lyst til at erkende overfor mig selv, at jeg nok blev nødt til at stoppe op og foretage nogle livsstilsændringer, hvis jeg gerne ville have det godt igen. Men samtidig var jeg utrolig træt af at være syg og få de der tilbagefald, hvor jeg stak et par fingre i halsen. Så selvom det var super besværligt og ubelejligt, valgte jeg at tage imod sygemeldingen fra min læge.
“Den del af yogafilosofien der handler om, at ignorance er vejen til lidelse, er nok ét af de vigtigere budskaber.”
Siden dengang har jeg lært virkelig meget om, hvad der får mig ud af balance, og hvordan jeg kan genfinde min balance, når det sker. Jeg har også lært, hvilke knapper jeg kan skrue på i forsøget på at undgå en større ubalance. Men jeg har også formået at ignorere én ret vigtig knap på mit hverdagsbalance-panel.
Ligesom der i sin tid var mange symptomer på stress, som jeg ignorerede, har der de seneste tretten år også været en række advarselslamper, der fortalte mig, at jeg var på vej ud i noget økonomisk rod. Jeg bebrejder ikke mig selv for, at jeg overhørte stressalarmerne i sin tid. Min sygdom har formet mig som menneske og givet mig en masse viden, som jeg ikke kunne have tilegnet mig på en uddannelse eller ved at læse en bog. Derfor bebrejder jeg heller ikke mig selv, at jeg overhørte økonomialarmerne, indtil den dag banken sagde stop.
“Min vej ud af den ene ubalance var et forbrug, der forårsagede den næste.”
Det er dyrt at være spiseforstyrret, stresset og depressiv. Jeg fik en lille bankgæld. Og selvom min løn i perioder egentlig var helt okay, fik jeg aldrig betalt gælden tilbage. Jeg havde perioder med rod i mit arbejdsliv. Jeg tog en masse dyre kurser og uddannelser indenfor yoga og coaching. Jeg rejste en del. Jeg elskede at starte ting op, men brød mig ikke om at følge dem til dørs. Jeg bildte mig selv ind, at jeg var ligeglad med penge, og at jeg ikke ville underlægge mig kapitalismens magt. Men jeg havde alligevel et pænt stort forbrug. Særligt af cafe besøg, kropsbehandlinger, rejser og dyre bøger. Så fik jeg tilbudt et drømmejob. Jeg trak på skuldrene og sagde pyt til at lønnen var væsentlig lavere, end lønnen på det arbejde jeg allerede havde. For nu skulle jeg endelig bruge al min arbejdstid på noget, der involverede min store passion, nemlig yoga.
Men selvfølgelig havde drømmejobbet også en bagside. Og virkeligheden levede ikke op til forventningerne. Jeg mistede noget af min begejstring. Jeg kunne ikke sælge de yogaretreats, som jeg planlagde. Så blev jeg ført bag lyset af en højskole, der selv var i økonomiske problemer. Til sidst blev jeg uvenner med chefen i det yogastudio, hvor jeg underviste, og blev smidt ud. Jeg mistede mit daglige netværk af elever og undervisere. Jeg havde ingen fast indtægt. Jeg havde arbejdet små 10 timer for lidt det forgangne år, til at jeg kunne få dagpenge. Jeg anede ikke, hvad jeg havde lyst til. Så blev jeg i tvivl om, hvem jeg egentlig var. Det hele resulterede i en identitetskrise og en mild depression.
“Af én eller anden årsag formår jeg altid at opretholde en tålelig hverdag, selvom det hele ramler. ”
Jeg var på røven samtidig med, at jeg egentlig havde det helt okay. For jeg skruede på knapperne på mit hverdagsbalance-panel. Jeg spiste og drak alle de rigtige ting. Jeg sov. Jeg mediterede. Jeg lavede blid og nærende yoga. Jeg gik lange ture i naturen. Jeg talte med min psykolog. Jeg fyldte min hverdag med alt det, der gav mig værdi. Men der var én ting jeg ikke tog seriøst. Og det var min økonomi.
Der var mange måneder, hvor jeg ikke vidste, hvor min del af huslejen skulle komme fra. Jeg havde overtræk. Jeg forhøjede mit banklån. Jeg fik en kassekredit. Jeg lånte penge af min far. Og ubevidst blev jeg lidt mindre hver gang, for min situation åd mig op indefra. Men jeg passede på mig selv, og jeg brugte rigtig meget tid på egenomsorg. Af og til tjente jeg en lidt større sum penge, der kunne holde mig kørende i et par måneder. Men hver gang slap pengene op igen. Så sagde banken stop.
Det var ikke en stresssygemelding. Og jeg skulle bestemt ikke stoppe med at arbejde. Tværtimod synes min bankrådgiver, at det var på tide, at jeg lukkede min virksomhed og fandt et fast arbejde, med en fast indtægt, pension og feriepenge. Det synes jeg bestemt ikke jeg skulle. Og efter et længere skænderi med min meget unge og yderst tålmodige bankrådgiver vågnede min stædighed. For jeg skulle f**** nok vise ham og hele resten af verden, at jeg godt kan forsørge mig selv.
“Min stædighed er nok én af mine største styrker og samtidig én af de kvaliteter, der har givet mig flest udfordringer her i livet.”
Det er lang tid siden jeg har hørt fra min bank. Det tager jeg som et godt tegn. Men ligesom det var en proces at lære, hvordan jeg kunne tage ansvar for mit eget helbred, er det også en proces at lære økonomisk ansvarlighed. Jeg er langtfra i mål. Jeg ved ikke engang, om der er et mål. Men hver måned bliver min gæld en lille smule mindre. Jeg har betalt min far tilbage. Jeg har taget nogle vildt svære fravalg det sidste års tid. For eksempel skal jeg ikke lave yogafestival mere. Jeg kører heller ikke ud på landet og underviser yoga og besøger mine forældre hver mandag længere. Og jeg sidder oftere derhjemme og arbejder, for at spare kaffen og frokosten på diverse cafeer.
Selvfølgelig gør det ondt, at fravælge noget man allerede har, eller noget man har set frem til i lang tid. Men der har været masser af fravalg i mit liv, som på hver sin måde har gjort mig stærkere, selvom jeg sprællede af ubehag, da jeg skulle tage dem. Dårligere arbejdspladser, gode arbejdspladser, samarbejder, parforhold, uddannelser og cafeen som jeg var medejer af. Men i ethvert fravalg er der også et tilvalg. Og når jeg siger nej tak til endnu et kursus, til sommerferie på Island, til nyt tøj og til samarbejder der ikke giver økonomisk mening for mig lige nu, så siger jeg samtidig ja tak til mig selv og min hverdagsbalance, fordi jeg ikke længere ignorerer den knap på mit panel, hvorunder der står økonomi.
